Forårstræf Vest 2025 - Østjylland
10. - 11. maj 2025
Margot og Lars Ottesen var arrangører af dette vintage træf, som de før har arrangeret i 2013 og 2018, en rigtig god ide at gøre det, hvorfor opfinde den dybe tallerken, når den er opfundet? Gennem årene er der afholdt så mange gode Morgantræf, så der er garanteret flere træf, der fortjener at blive afholdt igen.
SÅ TIL SAGEN. Lørdag klokken 9:30 mødtes vi til morgenkaffe hos Jesper i Hemstok. Her var dejlig kaffe og te, rundstykker med ost, pålæg og marmelade og wienerbasser. Jesper er altid så venlig at lægge hus til. det var et herligt forårsvejr, næsten sommerlig, og vi kunne se ud over de grønne marker. Vi ventede noget på dem der kom Nordenfjords fra, de var rendt ind i noget vejarbejde på motorvejen.
Ved 12 tiden startede vi på vores køretur mod Vedslet Kirke, hvor der skulle være nogle færdighedsprøver. Vi kørte langs Skanderborg sø, gennem det danske, skønne landskab med grønne marker og gule rapsmarker, (jeg elsker duften af raps, så er det ved at være sommer), efter en god times kørsel kom vi til Vedslet Kirke, og der kom gang i prøverne, nogle chaufører var bedre, eller skal jeg sige meget bedre end andre, men det vigtigste er, det var sjovt.
Efter prøverne og tissepause kørte vi mod cafe Alrø, hvor kæmpetarteletter ventede på os. Igen en smuk køretur med masser af solskin, og så er Danmark ikke kønnere. Cafe Alrø er et farverigt sted med masser af sjove figurer og udstillinger, det kan man godt bruge lidt tid på at studere. Rekorden for antal spiste tarteletter, en person har spist, er 5 stk. en tartelet vejer 400 g, så må denne person også været blevet mæt.
Ved 15 tiden kørte vi mod Norsminde, hvor vi holdt på havnearealet, her var øl og vand til de tørstige. Der var godt liv på havnen, lystbådene var ved at blive gjort klar til sommerens glæder. Det er altid en fornøjelse at gå tur på en lystbådehavn.
Ved 16.30 tiden var der afgang mod Odder Park hotel, hvor vi skulle overnatte. Bilerne blev som sædvanlig beundret af andre gæster. Om aftenen hyggede vi os alle, vi fik en dejlig tre retters menu. Snakken gik til ud på de små timer.
Søndag efter en dejlig morgenmad, var der afgang til at se en AT6 TEXAN fly under restaurering, som har været mange år undervejs.
Lene Cramer
Fotos: Pia Schou